Spring og rytme vender stærkt tilbage til Raklev - med nogle af landsdelens dygtigste unge instruktører
Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) kan med stor glæde offentliggøre, at spring og rytme igen bliver en del af foreningens program i den kommende sæson 2026/27 — og det sker med et særdeles stærkt instruktørteam.
RGI har indgået samarbejde med de talentfulde instruktører Alma Ødegaard, Nynne Seneca og Magnus Bresson, som i den seneste sæson har stået i spidsen for et af de mest ambitiøse ungdomshold i DGI-regi i Junior Nord.
Instruktørteamet har arbejdet med mere end 60 unge gymnaster gennem en sæson præget af højt niveau, stærkt fællesskab og stor udvikling. Holdet har netop afsluttet en intens sæson med 26 opvisninger rundt i hele landet og ser nu frem mod en fælles tur til Italien som kulmination på årets arbejde.
At trioen nu engageres til Raklev Gymnastik og Idrætsforening, ser foreningen som et markant løft af det lokale gymnastiktilbud.
“Vi er enormt stolte over at kunne tiltrække så dygtige instruktører til vores forening. Det her er et kæmpe løft for vores lokale tilbud til de unge i Kalundborg,” udtaler Karina Eris fra Raklev Gymnastik og Idrætsforening.
Åbne og gratis træninger for unge i Kalundborg
Som optakt til den kommende sæson inviterer RGI og instruktørerne nu alle interesserede unge til gratis prøve træninger, hvor man kan opleve energien, niveauet og fællesskabet omkring holdet, som vil vente dem i den kommende sæson, samt få en snak med instruktørerne.
Der afholdes to åbne træninger:
📍 Nyruphallen
📅 Mandag den 8. juni kl. 18.30–20.30
📍 Nyruphallen
📅 Tirsdag den 11. august kl. 18.30–20.30

Tilbuddet henvender sig til unge fra 16 år og op efter, og der kræves ingen tilmelding. (Du skal fylde 16 år i perioden september 2026 - marts 2027)
"Investering i fremtiden"
Samtidig investerer foreningen i nye springredskaber og forbedrede faciliteter for at skabe endnu bedre rammer for både nye og øvede gymnaster.
“Det er ingen hemmelighed, at de fysiske rammer til tider er udfordrede i Kalundborg Kommune, og det er noget, vi som forening er meget bevidste om. Derfor ønsker vi at løfte oplevelsen og kvaliteten omkring de indendørs faciliteter gennem større nye investeringer og indkøb frem mod den kommende sæson,” siger Karina Eris.
Med det nye setup ønsker RGI at skabe et attraktivt miljø for unge i Kalundborg med fokus på udvikling, fællesskab og højt niveau.
“Vi bringer et niveau hjem til Kalundborg, som mange unge ellers skulle rejse langt for at opleve.”
“Når vi løfter de unge, løfter vi hele byen.”
Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram